Gener, bivirkninger og senfølger ved kræft

Som kræftpatient kan du opleve gener, bivirkninger og senfølger, der er forårsaget af selve kræften. Men bliver du behandlet for din kræftsygdom, følger der som regel også bivirkninger med den behandling, du får.

Der er lindrende behandling og hjælp at hente Oplever du gener, bivirkninger eller senfølger er det vigtigt, at du taler med din læge eller sygeplejerske fra kræftafdelingen eller med din praktiserende læge, hvis du er udskrevet. Der er nemlig muligheder for at få lindrende behandling og endda at afhjælpe en række af generne, bivirkningerne eller senfølgerne. Og det gælder, uanset om du befinder dig i eget hjem, på et plejehjem eller et hospice, eller om du er indlagt på sygehuset.

Gener, bivirkninger og senfølger kan vise sig i mange former, fx som mave-tarm-problemer som forstoppelse og diarré, hormonelle problemer som testosteronmangel hos mænd og tidlig overgangsalder hos kvinder, udfordringer med appetit og vægt, fx manglende lyst til mad, synkebesvær og vægttab eller stigning samt kvalme og opkastninger.18

Få overblik over mulighederne for lindrende behandling og hjælp Listen med gener, bivirkninger og senfølger er desværre lang. Kræftens Bekæmpelse har lavet en god oversigt over de mest hyppige, hvor du kan læse mere om hver enkelt og blive klogere på muligheder for lindrende behandling og for helt at afhjælpe gener, bivirkninger og senfølger i forbindelse med kræft.Du finder oversigten over lindrende behandling og hjælp fra Kræftens Bekæmpelse her.

Vil du vide mere?

Ønsker du at læse om bivirkninger i forbindelse med en specifik behandling, kan du læse mere nedenfor.

Det er helt almindeligt at have smerter eller ubehag i flere uger efter en kræftoperation. I langt de fleste tilfælde foregår smertebehandlingen med smertestillende piller, og mange kan også have gavn af en fysioterapeut, der instruerer i åndedræts- og hosteøvelser for at mindske smerterne.3 Der kan også opstå komplikationer som fx blødninger eller infektioner.

Rekreation og genoptræning efter kræftoperation De fleste patienter er indlagt 4-5 dage efter kræftoperationen, men mange har brug for 4-8 ugers rekreation. Det kan tage flere måneder at komme sig helt efter en lungeoperation.3 Under indlæggelsen vil du få tilbud om genoptræning, som foregår i din egen kommune, når du er blevet udskrevet fra hospitalet.5

Rygning og alkohol påvirker din prognose Du kan halvere risikoen for komplikationer i forbindelse med din kræftoperation, hvis du stopper med at ryge og lader være med at drikke alkohol inden din operation.3

Tal med personalet på afdelingen om bivirkninger ved kræftoperation. De kan hjælpe dig med råd og vejledning i lindrende behandling i forbindelse med bivirkninger.

Oplever du symptomer på bivirkninger ved din immunterapibehandling, er det vigtigt, at du kontakter din læge, også selvom du kun oplever svage symptomer.

Bivirkningerne kan opstå på alle tidspunkter under immunterapibehandlingen og i flere måneder efter immunterapien er afsluttet.3 Størstedelen af de bivirkninger man kan opleve ved immunterapi forsvinder, hvis de behandles i tide. Nogle af de mest hyppige bivirkninger ved immunterapi er bl.a. ekstraordinær træthed, åndenød, nyopstået tør hoste, øget antal afføringer, smerter i maven, blod i afføringen, rødme og udslæt samt synsforstyrrelser.19

Tal med personalet på afdelingen om potentielle bivirkninger ved immunterapi, og om lindrende behandling ved eventuelle bivirkninger.

Kort fortalt består kemoterapi af celledræbende stoffer, der sprøjtes ind i blodårerne. Kemoterapi kan derfor behandle hele kroppen, fordi stofferne følger blodstrømmen.4 Det betyder dog også, at kemoterapi ikke kun dræber kræftcellerne men også kroppens raske celler, og det giver en del bivirkninger.

Hvilke bivirkninger der optræder efter kemoterapi, og i hvilken udstrækning de viser sig, er forskelligt fra patient til patient, men de mest almindelige bivirkninger ved kemoterapi er træthed, kvalme, hårtab og prikken i fingre og tæer.

Kemoterapi nedsætter også knoglemarvens funktion og giver blodmangel og dermed øget risiko for blødninger og infektioner under kemobehandlingen.4

De fleste bivirkninger ved kemoterapi kan behandles med medicin, ligesom der findes en række praktiske ting, du selv kan gøre for at afhjælpe bivirkningerne.4 Fx kan du ved kvalme sørge for at drikke rigeligt med væske, starte dagen med en kiks eller et knækbrød og undgå fed og stærkt krydret mad. Ved træthed kan du fx tænke over, hvordan du planlægger din hverdag, så faste gøremål som bl.a. personlig pleje udføres på det tidspunkt af døgnet, hvor du har mest energi. På den måde bliver trætheden mindre udtalt for dig. Oplever du diarré eller tarmproblemer som følge af kemoterapi, kan du bl.a. hente hjælp via din kost. Tal fx med din læge eller en diætist om det.

Tal med personalet på afdelingen om bivirkninger ved kemoterapi og om lindrende behandling ved eventuelle bivirkninger.

Der er en række bivirkninger forbundet med strålebehandling. Hvilke bivirkninger afhænger dog af dosens størrelse, og hvor stort et område der er blevet strålebehandlet.3,4

Mange oplever bivirkninger som træthed og let kvalme i forbindelse med strålebehandlingen, ligesom bestråling af brystkassen kan give synkebesvær, åndenød, hoste og feber. Synkebesværet aftager som regel et par uger efter, du har afsluttet behandlingen, mens hoste, åndenød og feber ofte først viser sig senere – fra cirka nogle uger efter og op til tre måneder efter strålebehandlingen.3,4

Tal med personalet på afdelingen om bivirkninger ved strålebehandling og lindrende behandling ved eventuelle bivirkninger.