Dialog med din kræftlæge eller sygeplejerske

Den nye og krævende situation, du pludselig befinder dig i som kræftpatient, er ”hverdag” for de kræftlæger og sygeplejersker, du møder igennem dit kræftforløb. De har fuldt fokus på, at du får den kræftbehandling, du skal have, og de vil gøre deres bedste for, at du føler dig så tilpas i forløbet som muligt, og at du får den information og vejledning, du har brug for.

Men samtidig er deres hverdag præget af travlhed, og man kan som patient til tider føle, at ting sker hen over hovedet på én, eller at man ikke helt får den information, man gerne vil have. Derfor er det en rigtig god idé, at du som patient tager ansvar i de samtaler, du har med din kræftlæge og sygeplejerske. Det er dog ikke altid lige nemt.

Derfor får du her fem tips til at få en bedre samtale med din kræftlæge eller sygeplejerske.

Tip #1. Skriv dine spørgsmål ned Forud for dine samtaler vil der som regel opstå en masse spørgsmål. Skriv dem ned, efterhånden som de dukker op, så du har dem med på skrift, når du sidder til samtalen. På den måde er du sikker på, at du får stillet alle dine spørgsmål. Når man endelig sidder foran lægen eller sygeplejersken, kan det nemlig være svært at huske det hele, hvis ikke det er skrevet ned.

Tip #2. Tag en pårørende med Når du skal til samtale med lægen eller en sygeplejerske, så tag et familiemedlem eller en ven med. Der bliver ofte givet mange informationer under sådan en samtale, og så hører fire ører bedre end to ikke mindst, når der skal holdes styr på de mange dele af forløbet, vigtige datoer osv.

Tip #3. Stil spørgsmål Stil alle de spørgsmål (som du eventuelt har skrevet ned på forhånd), du vil til samtalen. Der findes ingen dumme spørgsmål, og som patient har du krav på fuld information om din helbredstilstand, diagnose og behandlinger samt om risiko for komplikationer, bivirkninger, efterforløb etc. Her kan en pårørende også være en god hjælp til at få stillet alle dine (eller jeres) spørgsmål.

Tip #4. Optag samtalen Til nogle samtaler bliver der givet rigtig mange informationer. Derfor kan det være en god ide at spørge din læge, om det er ok, at du optager samtalen for at kunne huske de informationer, der bliver givet. På den måde slipper du for at skulle huske alle detaljer eller skrive dem ned undervejs. I stedet kan du bruge din energi på at lytte og stille spørgsmål, fordi du bare kan gå hjem og lytte til samtalen igen bagefter.

Tip #5. Bed om en samtale, hvis du har brug for én Mange samtaler bliver aftalt på forhånd. Men hvis du har behov for at få en samtale inden din næste aftalte tid, kan du altid bede om det. Du har krav på at få svar på dine spørgsmål, så lad være med at holde dig tilbage af ren høflighed, eller fordi du ikke vil være til besvær.

Spørgeguide til samtalen med lægen Herlev Hospital har udviklet en god spørgeguide, som du kan finde inspiration i til samtalen med din læge. Find ”Spørgeguide til lægen”